Skjoldungen
Skjoldungen
Forestillingen 2024
Skjold er en levende legende. Han er barnet, der blev sendt til Danmark af selveste Odin, med et skib, hvilende på et skjold. Det siges, at han blev sendt for at frelse Danmark fra ufred, og for at blive et værn mod rigets fjender. Nu er Kong Skjold en ældre mand, og vi skal følge hans unge søn Gram; Skjoldungen.
Der er meget at leve op til, når man er eneste søn af legenden Kong Skjold. Gram føler ikke, at han lever op til nogens forventninger, mindst af alt sine egne. Men på en rejse møder den unge Gram, en mystisk gammel kvinde i skoven, som påstår, at hun kan hjælpe ham. Hvis Gram tager sig af hendes to børnebørn, Hugda og Mugda, vil hun fortælle ham, hvad han skal gøre, for at hans drøm går i opfyldelse, og han bliver en bedre konge end sin far.
Gram skal befri den svenske kongedatter Alma fra jætten Helblindes fangenskab. Den grådige, svenske Kong Sigtryg har solgt sin datter for guld og gaver. Hvis Gram frelser kongedatteren, vil hans drøm gå i opfyldelse.
Kong Skjold nægter dog at give Gram tilladelse til at rejse til Sverige på en færd, der kan skubbe til den skrøbelige og dyrt, betalte fred, der hersker i norden. En fred, der blandt andet har kostet Grams mors liv. Da Gram kun var et spædbarn, blev daner dronningen kidnappet og dræbt af den norske Kong Svipdag.
Nu trodser Gram sin fars vilje og rejser til Sverige. Han rejser sammen med sin elskede og gravide, men modige og krigeriske Thyra, og med hans trofaste følge. Det lykkes for Gram og hans følge at overvinde den svenske konge, der er blevet døbt Ravnekongen af det svenske folk, fordi han har udsultet og udplyngret sit rige. Gram befrier Alma fra jættens fangenskab. Hans gerning medfører en uventet belønning.
Gram får et tilbud om ægteskab fra kongedatteren selv. Han skal nu vælge mellem sin elskede, gravide Thyra og at blive Sveriges nye konge. Forblændet af sine ambitioner, vælger Gram Alma og tronen. Valget skubber ham væk fra Thyra og kærligheden, men nærmere magten og drømmen.
Kong Skjold og Grams elskede lillesøster deltagere i Gram og Almas bryllup i Sverige. Til Grams store overraskelse, kommer kongen ikke med en straf, for at Gram gik imod hans vilje, men med et ønske om, at han og Gram skal herske sammen over Danmark og Sverige. Gram skal være medkonge. Gram føler sig omsider respekteret af sin far. Grams første opgave bliver at rejse til Norge og fortsætte fredsforhandlinger med den norske Kong Svipdag. Det er ikke let at skulle forhandle med manden, der dræbte hans mor, men Gram indvilliger. Han må som konge lære at handle med fornuft og ikke med følelser.
Heldigvis kommer Grams gravide Thyra ikke med til fredsforhandlingerne i Norge, for det viser sig at være en fælde, lagt af Svipdag og Grams egen far. Der udspiller sig et blodbad under festlighederne, hvor kun Gram og hans bedste ven, krigerskjalden Besse, overlever. Det viser sig, at Kong Skjold for mange år siden i virkeligheden solgte Grams mor til Svipdag til gengæld for fred, akkurat som han nu har solgt sin egen søn og datter for freden skyld. Men Gram og Besse får hjælp af den mystiske gamle kone til at flygte fra det norske fangenskab. Det viser sig, at kvinden ikke er noget menneske, men en af nordens mægtige guder.
Gram og Besse rejser tilbage til Danmark, hvor Gram får sin hævn over sin kyniske far. En far, der er medskyldig i, at Gram har mistet sin elskede lillesøster og flere af sine nærmeste venner.
Efter at have taget afsked med sin elskede Thyra, drager Gram og Besse i krig mod den norske Kong Svipdag. Det bliver et vildt og blodigt slag, der ikke kun handler om hævn, men også om hele Danmarks fremtid.
Gram får ram på Svipdag og frelst Danmark fra den hensynsløse norske konge, men sejren koster Gram det dyrebareste han ejer; livet. Det er farligt at handle med guder, især når man ikke er tro mod sig selv og tro mod kærligheden. Troner og kroner kommer og går, men kærligheden den består.