Værd at vide
Information
Praktisk information om friluftsteateret
Vikingespillets fantastiske friluftsscene ligger direkte ned til Jels Nedersø og er opbygget som et amfiteater med tilskuerpladser i trappeform. Som tilskuer sidder du på græs, så det er en rigtig god idé at medbringe et tæppe eller puder til at sidde på, da jorden kan være kold og fugtig. Det er muligt at leje stole, både i forbindelse med billetkøbet online, efter billetkøbet på denne side eller ved ankomst til friluftsteatret (bemærk dog, at vi har et begrænset antal stole). Vi anbefaler at leje stolene online i forbindelse med billetkøb, således at du er sikret en stol, hvis efterspørgslen er stor.
Række 13 består af bænke uden ryglæn, og række 14 består af bænke med ryglæn (det er ikke muligt at benytte en lejet stol på række 14).
Hvis man ikke ønsker at leje en stol, er det også muligt at sidde på hynder, tæpper m.v. Det er ikke tilladt selv at medbringe stole til amfiteatret.
Til vore yngste gæster
Når vi laver et vikingespil, synes vi, det er vigtigt, at det både er dramatisk, spændende og flot. Det gør vi, fordi vi gerne vil give alle vores gæster en stor oplevelse.
Det betyder, at der i vores vikingespil kan ske noget, som du synes ser farligt ud, eller som du måske ligefrem bliver bange for. Det kan være vikinger, der kæmper og måske dør; måske bliver der sat ild til et hus eller en borg; måske bliver en af vikingerne dræbt eller får hånden hugget af.
Når du ser det, skal du huske på, at det, vi laver, er teater. Vikingerne har øvet sig rigtig mange gange for at få det til at se ud, som om det er virkeligt. Men de har også øvet sig for at være sikre på, at ingen kommer rigtigt til skade. Når spillet er slut, og lyset er slukket, er alle huse og vikinger stadigvæk hele. For vi skal nemlig bruge både huse og vikinger til forestillingen igen i morgen.
Når du føler et sug i maven, har du det præcis, som vi håbede på, da vikingerne øvede sig. I et teater skal det føles lidt som virkelighed, og et vikingespil skal være en oplevelse for alle dine sanser.
Hvis du stadig synes, det er lidt farligt, synes vi, du skal snakke med en voksen om det – for det er faktisk bare noget, vi leger.
Ofte stillede spørgsmål
Kan jeg bruge mit ledsagekort hos jer?
Du kan godt bruge dit ledsagekort hos os. Hvis du ønsker at gøre brug af et eller flere ledsagekort, skal du henvende dig til vores sekretariat på 74 55 21 10 eller info@jelsvikingespil.dk, hvor du vil kunne købe billetterne til udlevering ved vores billethus på Valhaltorvet (her skal ledsagekortet fremvises, inden billetterne udleveres). Du skal IKKE bestille billetter selv på forhånd, men i stedet oplyse os om, hvilken dag du ønsker billetterne til, og ca. hvor du gerne vil sidde.
Hvis du har købt billetter på forhånd, gælder vores normale regler for ændringer af købte billetter.
Hvordan er jeres handicapforhold?
Der er handicaptoilet tæt ved tilskuerpladserne.
Kørestolsbrugere har gode muligheder for at overvære Vikingespillet, da der er særlige kørestols- og ledsagepladser (se evt. spørgsmålet omkring brug af ledsagekort).
En stor del af området omkring friluftsteatret har grusbelægning, hvilket kan gøre det udfordrende at færdes med kørestol uden hjælp. Det er dog muligt at køre med kørestol i området, men vi anbefaler, at du har en ledsager med, som kan hjælpe dig, hvis det bliver nødvendigt.
Kørestolspladser kan kun bestilles ved kontakt til sekretariatet på 74 55 21 10 eller info@jelsvikingespil.dk.
Jeg kan ikke komme den dag, jeg har billet til. Hvad gør jeg?
På vores billetinfo har vi samlet information om ændring af allerede købte billetter.
Kan jeg købe billetter på dagen?
Du kan sagtens købe billetter til dagens forestilling. Vi opfordrer dog til at benytte vores online billetsalg.
Vores billethus på Valhaltorvet er åbent fra 2 timer inden forestillingsstart og indtil forestillingen går i gang.
Du kan se vores sekretariats åbningstider her.
Jeg har ingen printer - kan jeg vise billetter på mobil eller tablet?
Ja, op til 6 billetter. Har du købt 7 eller flere billetter, beder vi dig møde op i Billethuset, så printer vi billetterne for dig.
Jeg har købt billet til forestillingen, men glemte at købe billet til vikingebuffet og/eller picnickurv. Kan jeg gøre det online nu?
Du kan købe dine billetter til vores lækre vikingebuffet i Valhal her og til vores skønne picnickurve her.
Hvorfor vises salg til vikingebuffet og picnickurv i aften ikke?
Online billetsalg til aftenens vikingebuffet og picnickurv lukkes kl. 10.00. Du er velkommen til at henvende dig i Valhal på pladsen fra kl. 18.00 og høre, om der er ledige pladser til aftenens vikingebuffet (der er som regel lidt ekstra plads).
Vikingebuffet – hvor skal jeg sidde?
Har du købt f.eks. 4 billetter til buffeten i dit eget navn, sættes I automatisk sammen. Ønsker du at sidde sammen med en anden gruppe til vikingebuffeten, så send venligst en mail til info@jelsvikingespil.dk i god tid (senest kl. 12.00 på dagen). Oplys venligst navnet på den anden køber.
Hvad kan jeg købe at spise og drikke på pladsen?
Ud over vikingebuffeten i Valhal og picnickurvene kan du bl.a. købe vikingepølser, franske hotdogs, frikadeller med kartoffelsalat, is, mjød, kaffe og slik mm. inden forestillingen og i pausen.
Må jeg medbringe mad og drikkevarer?
Ja, selvfølgelig må du det. Vikingespillets gæster er velkomne til at spise den medbragte mad i det naturskønne område ved friluftsscenen. Det er dog ikke tilladt at medbringe mad og drikkevarer i Valhal, og det er heller ikke tilladt på Vikingetorvet efter kl. 21.30.
Der er opstillet borde og bænke på Vikingetorvet samt på terrassen med udsigt over søen.
Det er ligeledes tilladt at medbringe og nyde mad og drikke på tilskuerpladserne, både før og under forestillingen.
Ved søbadet findes desuden flere grillsteder til fri afbenyttelse.
Må jeg tage en paraply med i tilfælde af regnvejr?
Paraplyer er desværre ikke tilladt, da det ødelægger udsynet for de andre gæster, så husk regnjakken i tilfælde af regnvejr og glæd dig over, at forestillingen faktisk er flottest i overskyet vejr, da det giver de absolut bedste betingelser for lys- og røgeffekter.
Må jeg ryge på tilskuerpladserne?
Det er ikke tilladt at ryge fra det sted, hvor du har vist din billet og frem til og med tilskuerpladserne – heller ikke på sidetrapperne til friluftsscenen. Rygeforbuddet gælder al tobaksrygning samt brug af e-cigaretter.
Vi har etableret et antal rygezoner, hvor vi henstiller til, at al rygning foregår. Tak, fordi du tager hensyn!
Må jeg medbringe min hund (eller andre dyr)?
Det er ikke tilladt at medbringe hunde (eller andre dyr), uanset størrelse, på tilskuerpladserne.
Er der mulighed for parkering, og hvad koster det?
Vikingespillets parkeringsplads ligger lige ved friluftsteatret, og parkeringen er ganske gratis. Vikingespillets P-guider hjælper gæsterne med at finde en parkeringsplads fra ca. 2 timer før forestillingen.
På dage med mange gæster kan vores parkeringsplads være fyldt, og vi henviser til parkeringspladsen ved Jels Søbad eller alternativt ved Thorhallen i Jels.
Da der er mange biler, der forlader området samtidig, anbefaler vi, at I giver jer god tid. Nyd f.eks. et stykke musik i Valhal (der er gratis adgang alle dage – undtagen lørdage) og undgå køen ud af byen.
Kan jeg lade min elbil op hos jer?
Hos Jels Vikingespil har vi desværre ingen lade standere til elbiler, men i Jels findes der flere offentlige ladere, som du kan benytte. Vi har kendskab til følgende ladestandere:
- 2 stk. 22 kW ladere fra Ewii på Søvej 5C (afstand ca. 200 m.)
- 2 stk. 22 kW ladere fra Ewii på Søvej 5A (afstand ca. 400 m.)
- 6 stk. 22 kW ladere fra Ewii på Ørstedvej 10 (afstand ca. 600 m.)
- 2 stk. 22 kW ladere fra Spirii på Dixensvej 5 (afstand ca. 800 m.)
- 2 stk. 22 kW ladere fra Clever på Krygersvej 2 (afstand ca. 950 m.)
Er der toiletfaciliteter på pladsen?
Der findes gode toiletfaciliteter ved tilskuerpladserne og ved Valhaltorvet.
Er der førstehjælp til stede?
Der er altid en uddannet førstehjælper til stede ved friluftsscenen, som kan yde førstehjælp, og som samtidig har mulighed for at tilkalde ambulance og lægehjælp.
Hvor spilles forestillingen?
Forestillingerne spilles på Friluftsteatret i Jels. Vores adresse er Søvej 5 C, Jels, 6630 Rødding.
Hvor længe varer forestillingen?
Ca. 2½ time inkl. 25 minutters pause.
Hvad er aldersgrænsen for børn?
Børn fra 0 til 3 år kommer ganske gratis med ind, så længe de sidder på skødet af en voksen. Børn fra 4 til 12 år skal have en børnebillet. Fra 13 år og opefter skal der købes en voksenbillet.
Skal der billet til musik i Valhal efter forestillingen?
Lørdag aften skal du have billet til Valhal. Vælg Valhal-billet, når du køber billet til forestillingen. Hvis du glemte at gøre det, så kan du købe dine billetter her.