Så er det igen tid til vikingespil i Jels – og du kan være med
Lørdag den 20. maj lægger den smukke friluftsscene ved Jels Sø atter rammen om den fælles opstart til årets vikingespil – dagen som vikingerne ganske sigende kalder ”Alledag”. Her kan ALLE der er interesserede i at deltage i opførelsen af dette års vikingespil, Thor, hammer og kærlighed, møde op og finde lige netop deres plads enten foran, på eller bag scenen.
Alle kan være med
På nuværende tidspunkt er alle taleroller besat, men det er ikke kun skuespillere der søges efter. Man kan også møde repræsentanter fra alle afdelingerne der får det hele til at gå op i en højere enhed, fx rekvisitter, lys, lyd, boder, billetsalg og kontrol. Vil man alligevel helst på scenen, så er det også dagen hvor alle statistrollerne fordeles . Der er brug for børn og voksne i alle aldre, så kom endelig forbi.
Flere skuespillere har startet deres karriere i Jels, og selvom alle der er med i årets forestilling er glade amatører, så er de sikret den bedst mulige, professionelle hjælp. Det er nemlig igen i år stuntman og skuespiller David Owe der er instruktør på forestillingen.
Alle nye vikinger kan møde op kl. 10.30 til en rundvisning, og alle som kender vejen rundt følger trop fra kl. 11.00. Efter dagens program et det tradition at der tændes op i grillen i Ormegården, hvor de der har tid og lyst selv kan medbringe mad, og få en snak med de andre medvirkende.