Lokalt madsamarbejde hitter hos Jels-vikingerne
Når årets vikingespil, Ringguldet, løber af stablen fra den 5. juli, så er det igen i år med et lokalt madsamarbejde mellem Hotel Rødding og Jels Vikingespil.
Ligesom ved de seneste års vikingespil, så er det igen i år Hotel Rødding der leverer den store vikingebuffet, som kan nydes i vikingernes festsal, Valhal, inden forestillingen.
“Vi har de seneste år fået rigtig mange positive tilbagemeldinger på vikingebuffeten, så der var ikke så meget tvivl om at det gode samarbejde vi de seneste år har haft med Hotel Rødding, skulle fortsætte”, fortæller vikingernes formand, Bruno Schmidt Bennedsen.
Vikingebuffeten indeholder i år bl.a. braiseret grillkøller, rosastegt vikingebeef, små nye ristede kartofler, blomkålstzatziki, klassisk sommersalat, hjemmebagt brød m.m.
Det er også muligt at købe adgang til vikingebuffeten, uden at have billet til forestillingen. Så ønsker man at invitere familie eller venner ud og spise, så er det nu også en mulighed at invitere dem en tur i vikingernes festsal.
Vikingerne gør opmærksom på, at der skal bestilles plads til vikingebuffeten senest samme dag kl. 13.00. Der kan købes adgang til vikingebuffeten lige her.
Jels Vikingespil spiller i år forestillingen Ringguldet fra den 5. juli til og med den 21. juli med undtagelse af søndag den 14. juli, hvor vikingerne holder en velfortjent fridag. Søndag den 7. juli er en eftermiddagsforestilling med start kl. 16.00, mens der alle andre dage er forestillingsstart kl. 20.00.
Foto: Jels Vikingespil.