Billetter

Jels-vikinger klar til at tage på togt

I lørdags var Jels-vikingerne samlet til informationsmøde, da 2020-sæsonen for alvor skulle skydes i gang. 30 nye vikinger blev budt velkommen.

På årets første lørdag satte Jels-vikingerne for alvor gang i 2020-sæsonen, hvor forestillingen Krakes Kæmper skal opføres på den smukke friluftsscene ved Jels Nedersø fra den 3. juli til og med den 19. juli.

På informationsmødet, som blev afholdt i Landsbyhuset i Øster Lindet, blev hele 30 nye vikinger budt velkommen. De nye vikinger var både nogle som ønsker at stå på scenen, men også nogle som ønsker at hjælpe bag scenen med f.eks. rekvisitterne eller sceneopbygning mv.

“Vi har i år grebet informationsmødet an på en lidt anderledes måde end tidligere. Vi har bl.a. etableret en vejviserordning, hvor de nye vikinger bliver tilbudt at få en erfaren viking ved sin side, så evt. spørgsmål hurtigere kan blive besvaret og samtidig skulle det gerne være med til at nye vikinger hurtigere bliver en del af det fantastiske fællesskab vi har”, fortæller Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.

Det er, ligesom i 2019, Louise Schouw der kommer til at sidde i instruktørstolen, mens der kommer helt nye øjne på scenografien, hvor Johanne Eggert allerede har lagt planer for hvordan scenen, kulisserne, dragter, makeup mv. skal se ud.

“Vi har nu fået sat gang i sæsonen og med langt over 200 fremmødte i dag og deriblandt hele 30 nye vikinger, ja så er jeg sikker på at vi igen i år laver et fantastisk vikingespil”, slutter en tydeligt glad Janus Harloff Lynggaard.

Fra venstre er det scenograf Johanne Eggert, instruktør Louise Schouw og formand for Jels Vikingespil Janus Lynggaard. Foto: Jels Vikingespil.

Efter informationsmødet var det tid til det traditionelle familiefoto. Foto: Jels Vikingespil.