Billetter

Den Sidste Viking er kommet godt fra land

Trods det lidt ustadige vejr har Jels-vikingerne har fået en rigtig flot start på årets forestilling, Den Sidste Viking. Over 4.000 tilskuere har overværet de første fire forestillinger.

Det fine juni-vejr er blevet afløst af et noget køligere og mere ustadig juli-vejr, men det til trods, så er vikingerne fra Jels kommet rigtig godt fra land. Til de første fire forestillinger har der været over 4.000 tilskuere på plads på det smukke amfiteater nær Jels Nedersø.

“Vejret har selvfølgelig en kæmpe betydning, når man nu laver udendørs teater, og med det vejr der har været meldt de sidste dage, så er vi rigtig, rigtig glade og superstolte over den start vi har fået på årets forestilling”, fortæller Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.

Handlingen i årets forestilling, Den Sidste Viking er baseret på den legendariske Harald Hårderådes liv nær vikingetidens slutning. Det er en fortælling om krig og kærlighed, hvor konger kæmper om troner, imens venner kæmper for hinanden og dem de elsker.

Jels Vikingespil spiller hver aften kl. 20.00 frem til den 16. juli. Søndag den 9. juli er der ingen forestilling, mens der ligesom sidste år er en sen aftenforestilling med start kl. 21.00 mandag den 10. juli.

Sol, byger og masser af blæst kunne ikke holde mange børnefamilier hjemme fra søndagens eftermiddagsforestillingen. Foto: Jels Vikingespil.