Vil du være viking? Jels-vikingerne søger frivillige til jubilæumsforestilling
Traditionen tro afholdes “Alledag”, hvor alle interesserede kan komme og høre mere om, hvordan de kan bidrage – uanset om de vil stå på scenen, hjælpe bag kulisserne eller være med til at servicere de mange tusinde tilskuere, der gæster den smukt renoverede friluftsscene.
“Både på skuespilsfronten og blandt vores kulissebyggere har der været fuld gang i den siden i vinter, og nu er vi klar til at rykke udendørs. Vores nye instruktør, Rasmus Ask, og de frivillige med taleroller er i fuld gang, og vi håber, at mange nye og erfarne ansigter – både børn og voksne – har lyst til at være med i et brag af et jubilæum”, fortæller formand Janus Harloff Lynggaard.
Det er dog ikke kun på scenen, der er brug for frivillige. Bag scenen er der behov for hænder til blandt andet teknik, lys, ild- og røgeffekter, og på Valhaltorvet skal der bruges flere hundrede til at servicere de mange gæster, der lægger vejen forbi til sommer.
Dagen starter kl. 10.00, hvor blandt andre instruktør Rasmus Ask vil fortælle om årets forestilling, og efter en rundvisning vil der være prøver med deltagelse af mange statister.
“Går man rundt med en lille skuespillerdrøm i maven, er man mere end velkommen til at møde op og blive en del af det fantastiske fællesskab”, siger Janus Harloff Lynggaard og fortsætter: “Tag bare familien under armen og mød op – her er der nemlig plads til alle”.
Årets 50-års jubilæumsforestilling har premiere fredag den 3. juli og spilles hver aften kl. 20.00 frem til og med den 19. juli. Søndag den 5. juli er der eftermiddagsforestilling kl. 16.00, og mandag den 13. juli bydes der på en særlig senaftenforestilling kl. 21.00. Der er ingen forestilling søndag den 12. juli.

Der skal bruges masser af statister på scenen – både børn, mænd og kvinder i alle aldre er velkommen. Foto: Frank Cilius / Jels Vikingespil