Billetter

Jels-vikingerne inviterer til oplevelsesrig weekend for hele familien

Når Jels Vikingespil atter slår portene op i begyndelsen af juli, er det ikke kun drama på scenen, der venter publikum. Den første weekend i spilleperioden byder også traditionen tro på vikingemarked i Jels Vikingeby – en oplagt anledning for børnefamilier til at få en dag fyldt med oplevelser, leg og historie.

Årets forestilling har premiere fredag den 4. juli og bærer titlen ”Skinkongen”. Her kastes publikum ud i et medrivende opgør om magt og ret til tronen. Kong Frode Fredegod er død, men hans død er blevet holdt skjult af den listige rådgiver, Erik Oddbane, for at bevare freden i riget – men sandheden slipper ud!

I dagene efter premieren – lørdag den 5. og søndag den 6. juli – bliver der sat ekstra liv i vikingetiden, når Vikingegruppen Iarlsae afholder det årlige vikingemarked kun 300 meter fra friluftsscenen ved Jels Nedersø.

“Det er blevet en tradition for mange familier at sætte hele dagen af til en rejse tilbage i tiden. Først en tur rundt på vikingemarkedet, og senere en tur ind i vikingernes dramatiske univers på scenen. Det giver en helt særlig helhedsoplevelse, som både store og små kan være med til”, fortæller Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.

Særligt familier med større børn vælger at besøge markedet lørdag, hvor det holder åbent frem til kl. 18.00. Forestillingen begynder kl. 20.00, og i ventetiden kan man nyde naturen omkring Nedersø, spise sin medbragte picnickurv eller booke sig ind til den lækre vikingebuffet i langhuset Valhal ved Jels Vikingespil.

Søndagen er oplagt for familier med yngre børn, da markedet lukker kl. 16.00 – netop det tidspunkt, hvor eftermiddagsforestillingen begynder. Det betyder, at også de yngste kan få hele oplevelsen med uden at overskride sengetiden.

Et marked fyldt med liv og historier
Vikingemarkedet i Jels har gennem årene opbygget et ry som Danmarks måske hyggeligste. Det skyldes ikke kun de smukke omgivelser, men også stemningen og nærværet blandt deltagerne.

“De vikinger, der deltager, brænder for deres håndværk og for at fortælle om livet i vikingetiden. Vi prioriterer, at der er tid og lyst til at dele de gode historier med de besøgende. Det er med til at gøre markedet til noget helt særligt”, fortæller Janus Harloff Lynggaard, der også er formand for Vikingegruppen Iarlsae.

Med både drama, marked og mulighed for at opleve livet som viking på tæt hold, danner Jels i starten af juli rammen om en oplevelse, som hele familien kan dele sammen.

Årets forestilling ved Jels Vikingespil er et medrivende opgør om magt og ret til tronen. Foto: Frank Cilius/Jels Vikingespil.

Danmark hyggeligste vikingemarked foregår i Jels Vikingeby i den første weekend i juli. Foto: Vikingegruppen Iarlsae.

Fakta
Entréen til vikingemarkedet er 30 kr. for voksne og børn under 12 år er gratis

Vikingemarkedets åbningstider er:

  • Lørdag d. 5. juni 11.00 – 18.00
  • Søndag d. 6. juli 11.00 – 16.00

Jels Vikingespil har premiere fredag den 4. juli og spiller hver aften kl. 20.00 frem til den 20. juli. Søndag den 6. juli er der eftermiddagsforestilling kl. 16.00 og søndag den 13. juli er der ingen forestilling, mens der lige som de sidste år er en sen aftenforestilling med start kl. 21.00 mandag den 14. juli.