Billetter

Vikingerne går til øllet

Når man siger vikingespil, falder tankerne ofte på nogle ældre fordrukne mænd, der har drukket lidt for meget mjød. Sådan bliver det ikke i år hos Jels-vikingerne.

Jels Vikingespil har nemlig indgået en aftale med mikrobryggeriet Warwik, der har til huse i Varde. Warwik har brygget to specialøl særligt til Jels Vikingespil.

Den ene øl, med navnet Kraka, er en lys ale med hvede og hyldeblomst. Den er frisk og let – nærmest mousserende – og er vikingernes sommerøl med noter af frugt og en behagelig sød eftersmag. Den anden øl, med navnet Mimer, er en dobbeltbock med masser af fylde og noter af karamel og nødder. Den har en spændende kontrast mellem maltsødme og syrlighed. Det er vikingernes anbefaling til de kraftige kødretter, til de store gilder.

“Med Kraka og Mimer har vi lagt op til en ekstraordinær lokal værtsgave, med masser af smag og kraft, til sommerens mange fester”, udtaler næstformand Erik F. Andersen og fortsætter: “…og vi pakker naturligvis gerne gaven pænt ind”.

Specialøllene kan købes i SuperBrugsen i Jels, på Hotel Rødding, Evas Flora i Rødding samt i vikingernes egen souvenirbutik, Skjoldboden. Warwik støtter Jels Vikingespil med 2 kr. pr. solgt øl, uanset hvor øllene er købt.

Udover de to specialøl, er det naturligvis også muligt at købe flasker med mjød – og vikingespillets mangeårige samarbejdspartner, Fuglsang, sørger naturligvis for at der er masser af fadøl i hanerne i vikingernes festsal, Valhal.