Billetter

Jels-vikingerne slog 32 år gammel rekord

Da de gæve vikinger i søndags opførte årets forestilling, Ulvesommer, for sidste gang, var det igen for fulde huse. Sådan har det mere eller mindre været hver aften de seneste par uger.

Efter sidste års succes, hvor man for første gang siden 1986 kom over de 20.000 tilskuere, så var vikingerne igen i år opsat på at gentage dette – og nåede det til fulde. Hele 23.595 tilskuere var forbi på den smukke friluftsscene ved Nedersøens bredder. Dette er rekord i vikingespillets 42 år lange historie.

“Det har været en fantastisk sommer, med godt vejr, glade gæster og godt humør hele vejen rundt. Forestillingen har fået masser af ros fra både store og små, hvilket bevidner at vi igen i år har ramt den helt rette kombination af underholdning for hele familien”, fortæller Bruno Schmidt Bennedsen, formand for Jels Vikingespil.

“Vi har slået en 32 år gammel publikumsrekord og som vores instruktør sagde til alle skuespillerne den første øvedag; Det er sjovt at lave teater. Og jeg skal da love for at det er sjovt lige nu”, slutter en tydelig glad Bruno Schmidt Bennedsen.

Det er ikke kun på tilskuerpladserne at der blev sat en rekord. I Valhal har der være hele 3.536 inde og spise buffet inden forestilling. Det er mere end 1.000 flere end sidste år.

Nu går vikingerne i gang med det store oprydningsarbejde. Scenen skal tømmes, rekvisitter og kostumer skal tilbage på det store lager og bestyrelsen skal have gjort endelig status over året der er gået. Men allerede inden 2018-sæsonen er afsluttet, er man for længst gået i gang med forberedelserne til næste års forestilling, som bærer titlen “Ringguldet”.

Gæsterne kan således også næste år forvente masser af kærlighed, dramatik, og kampe på liv og død på den smukke friluftsscene i Jels, når vikingerne fra fredag den 5. juli 2019 åbner dørene til forestillingen “Ringguldet”. Billetsalget starter lørdag den 1. december 2018.

Ulvesommer satte publikumsrekord med hele 23.595 tilskuere. Foto: Jels Vikingespil.